Viser opslag med etiketten Karen Jespersen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Karen Jespersen. Vis alle opslag

14. februar 2009

Antiradikalisering blandt pensionsmodne

Ekstremisten - genfærdsminister Karen Jespersen


Ekstreminister Karen Jespersen siger til JyllandsPosten: "Man bør ikke give mennesker med ekstremistiske holdninger indflydelse,.." (09.02.2009)
Jeg er sjældent enig med genfærdsminsteren, men for én gangs skyld kan vi godt blive enige, Karen Jespersen skulle aldrig have haft nogen politisk indflydelse.

Ifl. Information er regeringens varslede handlingsplan om forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge er nu udkommet. I den forbindelse er vel egentligt også stærkt påkrævet med en handlingsplan om forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt pensionsmodne. Ekstremisten genfærdsminister Karen Jespersen er et selvskrevent mål for en sådan handlingsplan.

Karen Jespersen: København samarbejder med ekstremister (Politiken 10. feb 2009)
Karen J. skaber splid i Venstre (Politiken 16. feb 2009)
Imam: Karen Jespersen er »islamhader« (Politiken 16. feb 2009)

11. februar 2009

Martin Henriksen - sindelagskontrollant

Martin Henriksen - sindelagskontrollant


I Danmark har vi det demokratiske princip, at enhver myndig person kan vælges til Folketinget. Det kræver ikke nogen klogskab, viden eller erfaring, og Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti er et lærerigt udtryk for dette gode demokratiske princip. Martin Henriksen er så afgjort ikke den skarpeste kniv i Folketingets skuffe, og det skyldes ikke kun, at han er medlem af Dansk Folkeparti, og på den måde er han med til at afspejle bredden af kløgt i Folketinget.

Kig ind i Martin Henriksens hjerne


Martin Henriksens seneste tiltag knytter sig til Dansk Folkepartis mange forsøg på sindelagskontrol. I flg. Politiken så har Martin Henriksen fremført dette forslag til sindelagskontrol:

»Foreninger, organisationer og enkeltpersoner samt talsmænd for disse, der har givet udtryk for følgende, skal offentlige myndigheder, som udgangspunkt, ikke indlede samarbejde med:
1. Udtrykt støtte til sharia.
2. Omtalt kvinder som værende mindre værd.
3. Omtalt anderledes tænkende som værende urene og ulovlige.
4. Gentagne gange udtalt sig imod folkestyret og retssamfundet.
5. Tilhørt eller tilhører organisationer, der eksempelvis modarbejder demokrati.«


Med andre ord ønsker Martin Henriksen at sætte demokratiet ud af spil. Et kendetegn ved demokratiet er, at man stort set kan udtrykke sig, som man vil, og at man f.eks. har lov til at udtrykke modstand mod demokratiet og har lov til at modarbejde demokratiet.

Årsagen til Martin Henriksens antidemokratiske forslag om sindelagskontrol skyldes bla., at Københavns Kommune har samarbejdet med nogen muslimer, som forskellige højreekstremister som genfærdsekstreminister Karen Jespersen opfatter som ekstremister. Ekstremisten Karen Jespersen har det jo med at udråbe muslimer som ekstremister. Tjah, det er jo ikke nyt.

Kunne vi mon tænke os et forslag, der lyder:

»Foreninger, organisationer og enkeltpersoner samt talsmænd for disse, der har givet udtryk for følgende, skal offentlige myndigheder, som udgangspunkt, ikke indlede samarbejde med:
1. Udtrykt støtte til Moseslovene.
2. Omtalt kvinder som værende mindre værd. (Kristne præster f.eks.)
3. Omtalt anderledes tænkende som værende urene og ulovlige. (Martin Henriksen f.eks.)
4. Gentagne gange udtalt sig imod folkestyret og retssamfundet. (Indførelse af sindelagskontrol f.eks.)
5. Tilhørt eller tilhører organisationer, der eksempelvis har medlemmer, der er dømt for racisme. (Dansk Folkeparti f.eks.)«

Man kan selvfølgelig godt mene, at Martin Henriksen skyder sig selv i foden - og så bare sige: Tjah! Især hvis man læser Martin Henriksens mange ejendommelige udtalelser gennem årene.

Læs f.eks. dette galimatis: DFs Martin Henriksen: Bomb Iran (Berlingske Tidende 24. maj 2006)

---------

Karen Jespersen: København samarbejder med ekstremister (Politiken 10.02.2009)
Fem krav fra DF til muslimer i staten (Politiken 10.02.2009)
Professor: Minister skader integrationen (Politiken 10.02.2009)
Muslimernes Fællesråd tager til genmæle (Politiken 10.02.2009)
Fond støtter Muslimernes Fællesråd (Politiken 11.02.2009)

30. oktober 2008

Hæmningsløs ytringsfrihed


Journalisten og forfatteren Gretelise Holm skriver i en forfriskende og sylespids kommentar i Information:

Lad os dog alle sammen kalde spader for spader

Hun fortsætter:
"Anders Fogh Rasmussens regering har som bekendt gjort den hæmningsløse og hadefulde ytringsfrihed til en dansk kerneværdi, som vi vil dø og dræbe for overalt i verden.

De skal alle lære at tåle vores hån, spot og latterliggørelse, skal de.

For nylig har nogle af regeringens markante medlemmer været på barrikaderne for at fastholde denne enestående danske værdi.

Det kom sig af, at Politiets Efterretningstjeneste (PET - af alle landets venstresnoede organisationer!) henstillede at man fandt den politiske kammertone og nedtonede forbindelsen mellem islamisme og terror. Anbefalingen blev fremsat i en analyse med titlen Sprogbrug og terror."

Læs fortsættelsen på Information: Hæmningsløs ytringsfrihed

Min kommentar er: Godt gået Gretelise, fortsæt med at kalde spaderne for spader, de fortjener det.

3. september 2008

Højreekstreministre angriber dansk imam

De 2 højreekstreministre genfærdsminister Karen Jespersen (V) og politurminister Brian Kristensen (C) synes, det er meget vigtigt at fremdrage den danske imam Abdul Wahid Petersens gamle synderegister, fordi imamen i Politiken har formastet sig til at spørge, om det er klogt af den højreekstremistiske og islamofobiske klub Trykkefrihedsselskabet at udgive en bog, Medinas Juvel, om Muhammed og en af hans koner, en bog, som et stort amerikansk forlag ikke vil udgive.

Genfærdsminister Karen Jespersen

Genfærdsminister Karen Jespersen og politurminister Brian Kristensen skriver bl.a., at Petersen ikke er en moderat imam. Hvis der er nogen ekstreministre, der ikke er moderate og i høj grad har grund til at gribe i egne barme med hensyn til fortidens synder, så er det da i hvert tilfælde genfærdsminister Karen Jespersen og politurminister Brian Kristensen. Gad vide, hvad der får de to højreekstreministre til at angribe Petersen? Handler det om den udbredte islamofobi, som i hvert fald genfærdsminister Karen Jespersen er berygtet for? Og er politurministeren så blot et halehæng?

Eller som en læser i Politiken skriver, så ligner de to højreekstreministres angreb på Petersen mere et angreb på ytringsfriheden end et forsvar – men det kan jo ikke undre nogen, der har fulgt de to ekstreministre gennem tiden.

Brian - en glad dreng

For min skyld kan man lave alle de bøger, man vil om alle mulige religiøse skikkelser. Petersen skrev blot at ytringsfrihed ikke er det samme som ytringspligt, man har lov til at tænke sig om, inden man ytrer sig – det lærte jeg i hvert fald selv i skolen.

Iøvrigt er jeg irreligiøs og forstår ikke, at mennesker kan tro på ånder, guder, profeter m.m. - eller kan finde på at stemme på de to højreekstreministre.

18. august 2008

Moralmoster Karen Jespersen overrasket


Genfærdsminister og moralmoster Karen Jespersen er overrasket over, at drenge og unge mænd kan have fantasier om at gå til en prostitueret, og mener, at det er et skråplan, at de overhovedet kan tænke sådan. Og også det, at både mænd og kvinder kan finde det acceptabelt at modtage og at betale penge for seksuelle servicer, er ifølge moralmosteren et skråplan.


Nu er det jo så absolut ikke noget nyt, at både mænd og kvinder kan have seksuelle fantasier om ludere og seksualitet! Det er vel en ældgammel både myte og fantasi, der bl.a. handler om forestillingen den helt fri seksualitet. At livet så for nogen prostituerede ikke er særlig frit, men som for langt de fleste lønarbejdere handler mere om at få brød på bordet end om glæden ved arbejdet, er jo heller ikke noget nyt. At der, for moralmostre er en stor forskel på med hvilken legemsdel, man tjener sit udkomme med, er i og for sig heller ikke noget nyt. Hvad er i grunden den store forskel egentligt på Karen Jespersens nuværende arbejde og så en prostituerets – jeg har svært ved at se det! Man prostituerer sig jo af mange grunde, penge, politik, karriere, fred i forholdet, lyst, fantasier, hurtige penge osv.


Hvis genfærdsminister og moralmoster Karen Jespersen i grunden vil gøre noget for prostituerede i dårlige kår, og de findes så absolut, så handler det vel blot om at forbedre de sociale vilkår – som genfærdsministeren som gammel leninist en gang gik ind for – og at forbedre forholdene for f.eks. narkomanerne. Det ligger lige for, det er blot at komme igang, i stedet for at moralisere.

Hver femte unge mand overvejer købesex (Politiken.dk)

David Rehling: I er klamme. Fy, fy skamme!. Moralminister Karen Jespersen vil formane unge mænd væk fra sexbesøg. (Information)

Hver femte dreng overvejer købesex (Berlingske.dk)

Servicestyrelsen kampagne mod prostitution (En luders dagbog)

17. marts 2008

Genfærdsminister Karen Jespersen II

Genfærdsminister Karen Jespersen


Genfærdsminister Karen Jespersen, der hvileløst vandrer fra parti til parti, næste stop bliver formentligt Dansk Folkeparti, er på en personlig vendetta overfor en socialpolitisk kritiker nemlig SF'S socialordfører Özlem Cekic. Özlem Cekic har formastet sig til at kritisere regeringens politik overfor socialt udsatte børn ved at bakke 16 socialrådgivere fra Kalundborg kommune op.

Som reaktion på kritiken har genfærdsminister Karen Jespersen bedt ankestyrelsen at undersøge Özlem Cekics virke som sygeplejerske. Hvor lavt kan genfærdsminister Karen Jespersen dog synke? Skulle man være rigtig ond, kunne man spørge om, det er et udslag af genfærdsminister Karen Jespersens velkendte islamofobi? Eller handler det blot om, at genfærdsminister Karen Jespersen har en usædvanlig lav personlig moral?

Özlem Cekics
Foto: : Michael Daugaard


Dagbladet Information skriver i en leder i dag:

"FØJ FOR POKKER

TÆNK AT HUN GØR DET. Tænk at hun vil være det bekendt. Tænk at hun føler sig så presset. Tænk at landets "velfærdsminister" for at standse en velargumenterende politisk modstander vælger at afspore en af de vigtigste sociale debatter overhovedet ved iværksætte en personlig undersøgelse af en af sine hårdeste kritikere.

Historien handler om Karen Jespersen (V). Hun kandiderer for øjeblikket til at gå over i historien som en af de ringeste og mest uengagerede ministre for det sociale område nogensinde, fordi der ingen penge er til området, og fordi de sociale sager hober sig op over alt i et system, der ikke længere er gearet til at tage sig af de voksende sociale problemer. Derfor kritiseres ministeren, som ikke længere kaldes socialminister, fra alle sider.
.....

MEN REAKTIONEN fra den pressede Karen Jespersen kom prompte. I stedet for at kaste den alvor og seriøsitet ind i et af Danmarks største sociale problemer, satte hun samme dag, som Cekic var interviewet i Berlingske Tidende, Ankestyrelsen i gang med at undersøge Özlem Cekics virke som sygeplejerske. Har hun mon været skyld i pligtforsømmelse, før hun blev valgt til Folketinget?

... Der er kun én beskrivelse, som dækker Karen Jespersens fremgangsmåde, og det er magtmisbrug.

...Sådan lukker man munden på en modstander og sådan får man en ubehagelig diskussion til at handle om noget helt andet. Føj for pokker.
"

Det totalitære samfund rykker nærmere og nærmere med genfærdsminister Karen Jespersen.

------------------

Kommunal alarm: Udsatte børn svigtes (Politiken)

Jelved: Giv sagsbehandlerne færre sager (Politiken)

FØJ FOR POKKER (Information)

Özlem Cekic: Der er ikke noget at komme efter

Jeg kræver en undskyldning (Berlingske Tidende)

Özlem Cekics' hjemmeside

--------

Håndtegneren Roald Als havde denne kommentar i Politiken i dag (26. marts 2008)

23. februar 2008

Mørkemanden Ralf Pittelkow

Det kører helt rundt for mørkemanden Ralf Pittelkow

I en debatudsendelse på DR/P1 Debat: "Hårde Villy" kunne man få et indblik i den islamofobiske og paranoiske stemning, der må herske i hjemmet i Dragør hos mørkemanden Ralf Pittelkow og genfærdsminister Karen Jespersen.

Det er sør'me svært at høre forskel på Ralf Pittelkow og så andre rabiate mørkemænd f.eks. fra Hizb-ut-Tharir (som udsendelsen drejer sig om). Ralf Pittelkow og Hizb-ut-Tharir er lige højreekstremistiske i deres fobier - hvad enten det er demokratifobi eller islamofobi.


Mørkemanden Ralf Pittelkow kommer helt op i det sorte felt, mens han i hysteriform paranoia fråder over, at Villy Søvndal afviser Ralf Pittelkows islamofobiske sludder.

Villy klarede sig sig nu godt over for den frådende tidligere voldsdyrkende, leninistiske Ralf Pittelkow. Ralf Pittelkow kan snildt tage Mikael Jalvig og Søren Espersen i hånden, hvad angår antimuslimske udgydelser.

Hør mørkemanden Ralf Pittelkow her: DR/P1 Debat: "Hårde Villy"

Mørkemanden Ralf Pittelkow kunne nok have godt af at læse tegneren Carsten Graabæks begavede kommentar "Censur og ytringsfriheden" i Politiken (22.02.2008), som jeg derfor af altruistiske, pædogiske og mentalhygiejniske grunde refererer her:

"FOR NOGLE ÅR siden lancerede Lego en række nye figurer i deres Bionicle-program. Inspirationen til figurerne var hentet i traditionelle Maori-myter. Maorierne, New Zealands oprindelige befolkning, følte, at deres urgamle tro blev hånet og truede med at iværksætte en international boykot af Lego, hvis ikke koncernen trak figurerne tilbage. Det gjorde den så. Dengang lød ingen protester over, at et sart oprindeligt folk beskar legetøjgigantens ret til at drive fri næring.

Under en nylig debat om afviste asylansøgere kom en venstremand for skade at beklage sig over, at grønlandske MF’ere »kom ned fra indlandsisen« for at stemme om rent danske forhold. Grønlænderne følte sig krænkede, og venstremanden måtte undskylde sin lidt for friske udtalelse. Der lød ingen protester over at hans ytringsfrihed blev beskåret. Men da den muslimske verden følte sig kollektivt krænket over tolv Muhammedtegninger i vinteren 2006, gik medier, politikere og meningsdannere på barrikaderne i forsvar for ytringsfriheden.

Hvorfor nu denne forskel? Er oprindelige folk truede, og er muslimer truende, fordi der er så mange af sidstnævnte? Kan sårede følelser overhovedet true vores ytringsfrihed? Den er sikret i grundloven, ganske vist med visse begrænsninger, herunder den omdiskuterede, men sjældent anvendte blasfemiparagraf. En blasfemianmeldelse mod de tolv tegnere blev allerede i marts 2006 afvist af Rigsadvokaten, så her er ikke noget at komme efter. Hvorfor skal ytringsfriheden så forsvares så ihærdigt? Hvis en rocker truer et vidne til tavshed, krænker han så vidnets ’ytringsfrihed’? Næh, han føjer blot endnu et kriminelt forhold til sit synderegister.

Hvis der udstedes en dødstrussel mod en Muhammedtegner, må politiet efterforske sagen. Ytringsfriheden har ikke noget at gøre der. Hvorfor bliver den så alligevel indblandet? Det har nok at gøre med Jyllands-Postens oprindelige oplæg til hele affæren: Rygterne om selvcensur, udøvet af folk, som nødigt ville krænke muslimske, religiøse følelser. J-P hægtede projektet op på Kåre Bluitgens Muhammed-børnebog.

Det hed sig, at forfatteren ikke kunne finde en tegner, som under eget navn turde illustrere bogen. Det viste sig at være rent vås, men var altså godt nok som eksempel på selvcensur. Selvcensur er imidlertid ikke det modsatte af ytringsfrihed. Selvcensur forudsætter tværtimod ytringsfrihed. Pålægger man sig selv selvcensur, vælger man at holde sin kæft, når ordet ellers er frit. Det kan man have personlige, strategiske, politiske, religiøse, demagogiske eller økonomiske grunde til. Enhver avisredaktør kender til det; i en tid med sivende oplagstal må han eller hun dagligt pålægge avisen selvcensur ud fra hensyn til læsersmag, gratisaviser, politisk korrekthed og annoncetiltrækningskraft.

Kan det tænkes, at redaktører, politikere og meningsdannere, med hver deres dagsorden, har fundet sammen om at sætte ytringsfriheden på højkant i den ulykkelige Muhammedsag? Ytringsfriheden er juvelen blandt grundlovens mange fortrinlige rettigheder. Når den samlede muslimske verden retter sin vrede mod lille Danmark, forsvarer vi os med det pæneste, vi kan finde: ytringsfriheden.

PYT MED AT hele Muhammedaffæren startede med et fupnummer, og pyt med at ytringsfriheden slet ikke hører hjemme her. Vi fremviser den kønneste pige i klassen i håb om at score en høj karakter. Det oprindelige Muhammedprojekt drejede sig om noget ganske andet. Det skulle afprøves, om muslimer kan tåle »hån, spot og latterliggørelse«. Disse elementer er hjørnestenen i det danske lune, for kan du tåle mosten, er du én af vore egne.

Alle kender til den gemytlige mobning som finder sted på vores arbejdspladser, og som tjener til at bekræfte fællesskabet hos dem, der altså kan tåle mosten. Fair nok.

De tolv tegnere løste opgaven på hver sin måde: Nogle ironiserede over islam, andre over selvmordsbombere, én over Jyllands-Posten, én over Kåre Bluitgen, én heroiserede profeten. Men ups. Rettroende muslimer viste sig at tage religiøse tabuer anderledes alvorligt, end vi bekvemmelighedskristne gør, og de kunne altså ikke tåle mosten. Det er vel også fair nok. Vi kunne have sagt okay, okay, okay, okay, nu ved vi det.

Dansk satire klarer sig sikkert lige så godt som hidtil uden at portrættere profeten. Vi lægger ham ind i mappen med alle de øvrige politiske korrektheder, som der ugentligt kommer et par nye af, uden at vi knyr (jvf. maorierne og indlandsisen). Her kunne affæren være sluttet i al mindelighed og upåagtethed, hvis ikke medierne partout skulle ophøje tegningerne til en principsag om »ytringsfrihed«.

Irans præsident Ahmadinejad vejrede morgenluft og udskrev en tegnekonkurrence om holocaust og udfordrede Jyllands-Posten til at offentliggøre bidragene, når avisen nu brystede sig af sin ytringsfrihed. Efter nogen fumlen valgte J-P at afslå. Klogt nok ud fra et redaktionelt synspunkt, for hvad kunne man dog ikke risikere at skulle publicere af grov antisemitisme, men Ahmadinejad ramte plet: Hertil og ikke længere gik altså J-Ps »ytringsfrihed«.

Holocaust er af indlysende grunde en ukrænkelig helligdom i europæisk bevidsthed, og vi tåler ikke at den hånes, lige som rettroende muslimer ikke tåler, at profeten hånes.

Hvis blot Ahmadinejad havde været et sympatisk menneske, havde vi måske funderet over hans præcise tackling. Men vi fortsatte tappert kampen mod den selvcensur, han netop havde påvist, at vi selv udøvede, og vi kaldte den (og kalder den gudhjælpemig stadig) »kampen for ytringsfrihed«.

Medier, politikere og meningsdannere spiller hasard med de tolv tegneres liv. Så længe man fortsat himler op om »ytringsfrihed«, skubber man de tolv frem i forreste skudlinje. Ytringsfrihed blev af tre enfoldige islamister opfattet som synonymt med forhånelse af profeten, og for at komme ytringsfriheden til livs planlagde de mord på Kurt Westergaard."



Har du lyst til at sætte dig yderligere ind i mørkemanden Ralf Pittelkows og genfærdsminister Karen Jespersens paranoiske og islamofobiske univers kan denne artikel anbefales: Rune Engelbreth Larsen: Blacklisted af Ralf Pittelkow & Karen Jespersen

20. februar 2008

Genfærdsminister Karen Jespersen

Genfærdsminister Karen Jespersen

Den helt igennem politisk og opportunt korrekte genfærdsminister Karen Jespersen, der som et andet genspenst går igen i det ene parti efter det andet, revser i dag i Politiken den tidligere minister Anita Bay Bundegaard (B).

Det er egentligt interessant, at den politisk korrekte genfærdsminister Karen Jespersen, der p.t. bestyrer det eufemistiske Genfærdsministeriet skoser andre for at være politisk korrekte. Ingen er vel – ud over vennerne i Dansk Folkeparti – så politisk korrekt som genfærdsminister Karen Jespersen. Ja hun må da med sin idelige hetzen mod islam og muslimer være en politisk korrekt lækkerbisken for rabiate liberale(?) som Mikael Jalvig.


Politiken havde for få dage siden et brev fra hærværksdrengene fra Nørrebro, der bl.a. var skide trætte af at blive chikaneret af racistiske betjente og for konstant at blive beskrevet som ”andengenerationsindvandrere”, selv om de er født i Danmark.

Jeg forstår dem godt. Da genfærdsminister Karen Jespersen var leninist i VS, da var jeg en helt i gennem yderst fredelig pacifist i sumpen i VS, indtil jeg blev banket af en betjent ved en demonstration ved den amerikanske ambassade (den såkaldte ”borgerkrigsmanøvre” i 1968). Der findes jo betjente med helt egne racistiske/ekstremistiske dagsordener. Klager over dem hjælper ikke, hvad gør man så? Den gang fandt jeg et stort brædt for at pande betjenten ned, hvis jeg fandt ham. Jeg fandt ikke ham ikke, og har ikke siden været pacifist.

Skal de unge på kristen vis vende den anden kind til og ”rejse hjem, hvor de kommer fra” (selv om de er født og opvokset i Danmark)? Jeg tror osse, at jeg ville være noget ilter, hvis jeg som femtegenerationsindvandrer fik at vide, at jeg skulle rejse hjem til der, hvor jeg kommer fra (Tyskland).

Genfærdsminister Karen Jespersen mener, som den "politisk korrekte klichemaskine" hun er, at de unge opfatter sig som ”ofre”, og det samtidig med at selv samme genfærdsminister Karen Jespersen med husbond opfatter sig som ofre for islam. At være pissetrætte af at være socialt udstødte, af betjentes chikane, racistisk nedladenhed, diskrimination, ulige vilkår på arbejds- og uddannelsespladser er ikke det samme for at være ofre. Måske er deres reaktioner udtryk for, at de netop ikke opfatter sig som ofre, men måske snarere som revolutionære oprørere – ligesom genfærdsminister Karen Jespersen selv engang var – og dengang gik genfærdsminister Karen Jespersen jo osse ind for voldelige reaktioner på undertrykkelsen i ”elendighedssamfundet”. Var genfærdsminister Karen Jespersen osse den gang offer for en (elitær) vildfarelse/voldførelse?

Man sætter ølse for og ølse bag - pølsen bevarer dog sin smag!