Terroristen Søren Krarup

Søren Krarups gud
Min første tanke, da jeg læste Søren Krarups kommentar ”Kulturberigende mordplaner” i Weekendavisen nr. 8/2008, var: Søren Krarup er tosset i hoved, måske lider han af galopperende religionsforstyrrelse. Denne tredjegenerations tyske indvandrer stiller sig op som dommer, og dømmer egenhændigt en dansk statsborger til at være terrorist, blot fordi PET antyder, at den pågældende mand muligvis havde planer om at myrde en af tegnerne fra Jyllands-Posten-krisen. Manden er hverken sigtet eller endsige dømt for nogen kriminel handling og er med andre ord ikke terrorist. For at bruge Søren Krarups egne ord, så har Søren Krarup med denne kommentar endnu engang afsløret sig som uværdig til at sidde i folketingets lovgivende forsamling. Gad vide om Søren Kraups religionsforstyrelse får ham til at tro, at han er selveste den treenige gud – altså både lovgivende, udøvende og dømmende. Søren Krarup kan selv være terrorist, kan han, kulturforringende for Danmark er han i hvert fald. Og en passant så har evt. mordplaner mod en tegner intet med terror eller trussel mod statens sikkerhed at gøre. Det er allerhøjst en trussel mod tegnerens sikkerhed.

At forstå kunst

Mørkemanden Ralf Pittelkow

Det kører helt rundt for mørkemanden Ralf Pittelkow
I en debatudsendelse på DR/P1 Debat: "Hårde Villy" kunne man få et indblik i den islamofobiske og paranoiske stemning, der må herske i hjemmet i Dragør hos mørkemanden Ralf Pittelkow og genfærdsminister Karen Jespersen.

Det er sør'me svært at høre forskel på Ralf Pittelkow og så andre rabiate mørkemænd f.eks. fra Hizb-ut-Tharir (som udsendelsen drejer sig om). Ralf Pittelkow og Hizb-ut-Tharir er lige højreekstremistiske i deres fobier - hvad enten det er demokratifobi eller islamofobi.


Mørkemanden Ralf Pittelkow kommer helt op i det sorte felt, mens han i hysteriform paranoia fråder over, at Villy Søvndal afviser Ralf Pittelkows islamofobiske sludder.

Villy klarede sig sig nu godt over for den frådende tidligere voldsdyrkende, leninistiske Ralf Pittelkow. Ralf Pittelkow kan snildt tage Mikael Jalvig og Søren Espersen i hånden, hvad angår antimuslimske udgydelser.

Hør mørkemanden Ralf Pittelkow her: DR/P1 Debat: "Hårde Villy"

Mørkemanden Ralf Pittelkow kunne nok have godt af at læse tegneren Carsten Graabæks begavede kommentar "Censur og ytringsfriheden" i Politiken (22.02.2008), som jeg derfor af altruistiske, pædogiske og mentalhygiejniske grunde refererer her:

"FOR NOGLE ÅR siden lancerede Lego en række nye figurer i deres Bionicle-program. Inspirationen til figurerne var hentet i traditionelle Maori-myter. Maorierne, New Zealands oprindelige befolkning, følte, at deres urgamle tro blev hånet og truede med at iværksætte en international boykot af Lego, hvis ikke koncernen trak figurerne tilbage. Det gjorde den så. Dengang lød ingen protester over, at et sart oprindeligt folk beskar legetøjgigantens ret til at drive fri næring.

Under en nylig debat om afviste asylansøgere kom en venstremand for skade at beklage sig over, at grønlandske MF’ere »kom ned fra indlandsisen« for at stemme om rent danske forhold. Grønlænderne følte sig krænkede, og venstremanden måtte undskylde sin lidt for friske udtalelse. Der lød ingen protester over at hans ytringsfrihed blev beskåret. Men da den muslimske verden følte sig kollektivt krænket over tolv Muhammedtegninger i vinteren 2006, gik medier, politikere og meningsdannere på barrikaderne i forsvar for ytringsfriheden.

Hvorfor nu denne forskel? Er oprindelige folk truede, og er muslimer truende, fordi der er så mange af sidstnævnte? Kan sårede følelser overhovedet true vores ytringsfrihed? Den er sikret i grundloven, ganske vist med visse begrænsninger, herunder den omdiskuterede, men sjældent anvendte blasfemiparagraf. En blasfemianmeldelse mod de tolv tegnere blev allerede i marts 2006 afvist af Rigsadvokaten, så her er ikke noget at komme efter. Hvorfor skal ytringsfriheden så forsvares så ihærdigt? Hvis en rocker truer et vidne til tavshed, krænker han så vidnets ’ytringsfrihed’? Næh, han føjer blot endnu et kriminelt forhold til sit synderegister.

Hvis der udstedes en dødstrussel mod en Muhammedtegner, må politiet efterforske sagen. Ytringsfriheden har ikke noget at gøre der. Hvorfor bliver den så alligevel indblandet? Det har nok at gøre med Jyllands-Postens oprindelige oplæg til hele affæren: Rygterne om selvcensur, udøvet af folk, som nødigt ville krænke muslimske, religiøse følelser. J-P hægtede projektet op på Kåre Bluitgens Muhammed-børnebog.

Det hed sig, at forfatteren ikke kunne finde en tegner, som under eget navn turde illustrere bogen. Det viste sig at være rent vås, men var altså godt nok som eksempel på selvcensur. Selvcensur er imidlertid ikke det modsatte af ytringsfrihed. Selvcensur forudsætter tværtimod ytringsfrihed. Pålægger man sig selv selvcensur, vælger man at holde sin kæft, når ordet ellers er frit. Det kan man have personlige, strategiske, politiske, religiøse, demagogiske eller økonomiske grunde til. Enhver avisredaktør kender til det; i en tid med sivende oplagstal må han eller hun dagligt pålægge avisen selvcensur ud fra hensyn til læsersmag, gratisaviser, politisk korrekthed og annoncetiltrækningskraft.

Kan det tænkes, at redaktører, politikere og meningsdannere, med hver deres dagsorden, har fundet sammen om at sætte ytringsfriheden på højkant i den ulykkelige Muhammedsag? Ytringsfriheden er juvelen blandt grundlovens mange fortrinlige rettigheder. Når den samlede muslimske verden retter sin vrede mod lille Danmark, forsvarer vi os med det pæneste, vi kan finde: ytringsfriheden.

PYT MED AT hele Muhammedaffæren startede med et fupnummer, og pyt med at ytringsfriheden slet ikke hører hjemme her. Vi fremviser den kønneste pige i klassen i håb om at score en høj karakter. Det oprindelige Muhammedprojekt drejede sig om noget ganske andet. Det skulle afprøves, om muslimer kan tåle »hån, spot og latterliggørelse«. Disse elementer er hjørnestenen i det danske lune, for kan du tåle mosten, er du én af vore egne.

Alle kender til den gemytlige mobning som finder sted på vores arbejdspladser, og som tjener til at bekræfte fællesskabet hos dem, der altså kan tåle mosten. Fair nok.

De tolv tegnere løste opgaven på hver sin måde: Nogle ironiserede over islam, andre over selvmordsbombere, én over Jyllands-Posten, én over Kåre Bluitgen, én heroiserede profeten. Men ups. Rettroende muslimer viste sig at tage religiøse tabuer anderledes alvorligt, end vi bekvemmelighedskristne gør, og de kunne altså ikke tåle mosten. Det er vel også fair nok. Vi kunne have sagt okay, okay, okay, okay, nu ved vi det.

Dansk satire klarer sig sikkert lige så godt som hidtil uden at portrættere profeten. Vi lægger ham ind i mappen med alle de øvrige politiske korrektheder, som der ugentligt kommer et par nye af, uden at vi knyr (jvf. maorierne og indlandsisen). Her kunne affæren være sluttet i al mindelighed og upåagtethed, hvis ikke medierne partout skulle ophøje tegningerne til en principsag om »ytringsfrihed«.

Irans præsident Ahmadinejad vejrede morgenluft og udskrev en tegnekonkurrence om holocaust og udfordrede Jyllands-Posten til at offentliggøre bidragene, når avisen nu brystede sig af sin ytringsfrihed. Efter nogen fumlen valgte J-P at afslå. Klogt nok ud fra et redaktionelt synspunkt, for hvad kunne man dog ikke risikere at skulle publicere af grov antisemitisme, men Ahmadinejad ramte plet: Hertil og ikke længere gik altså J-Ps »ytringsfrihed«.

Holocaust er af indlysende grunde en ukrænkelig helligdom i europæisk bevidsthed, og vi tåler ikke at den hånes, lige som rettroende muslimer ikke tåler, at profeten hånes.

Hvis blot Ahmadinejad havde været et sympatisk menneske, havde vi måske funderet over hans præcise tackling. Men vi fortsatte tappert kampen mod den selvcensur, han netop havde påvist, at vi selv udøvede, og vi kaldte den (og kalder den gudhjælpemig stadig) »kampen for ytringsfrihed«.

Medier, politikere og meningsdannere spiller hasard med de tolv tegneres liv. Så længe man fortsat himler op om »ytringsfrihed«, skubber man de tolv frem i forreste skudlinje. Ytringsfrihed blev af tre enfoldige islamister opfattet som synonymt med forhånelse af profeten, og for at komme ytringsfriheden til livs planlagde de mord på Kurt Westergaard."


Har du lyst til at sætte dig yderligere ind i mørkemanden Ralf Pittelkows og genfærdsminister Karen Jespersens paranoiske og islamofobiske univers kan denne artikel anbefales: Rune Engelbreth Larsen: Blacklisted af Ralf Pittelkow & Karen Jespersen

Håndkunst

Håndkunst - What a wonderful world

Stjernekiggeri

Genfærdsminister Karen Jespersen

Genfærdsminister Karen Jespersen
Den helt igennem politisk og opportunt korrekte genfærdsminister Karen Jespersen, der som et andet genspenst går igen i det ene parti efter det andet, revser i dag i Politiken den tidligere minister Anita Bay Bundegaard (B).

Det er egentligt interessant, at den politisk korrekte genfærdsminister Karen Jespersen, der p.t. bestyrer det eufemistiske Genfærdsministeriet skoser andre for at være politisk korrekte. Ingen er vel – ud over vennerne i Dansk Folkeparti – så politisk korrekt som genfærdsminister Karen Jespersen. Ja hun må da med sin idelige hetzen mod islam og muslimer være en politisk korrekt lækkerbisken for rabiate liberale(?) som Mikael Jalvig.


Politiken havde for få dage siden et brev fra hærværksdrengene fra Nørrebro, der bl.a. var skide trætte af at blive chikaneret af racistiske betjente og for konstant at blive beskrevet som ”andengenerationsindvandrere”, selv om de er født i Danmark.

Jeg forstår dem godt. Da genfærdsminister Karen Jespersen var leninist i VS, da var jeg en helt i gennem yderst fredelig pacifist i sumpen i VS, indtil jeg blev banket af en betjent ved en demonstration ved den amerikanske ambassade (den såkaldte ”borgerkrigsmanøvre” i 1968). Der findes jo betjente med helt egne racistiske/ekstremistiske dagsordener. Klager over dem hjælper ikke, hvad gør man så? Den gang fandt jeg et stort brædt for at pande betjenten ned, hvis jeg fandt ham. Jeg fandt ikke ham ikke, og har ikke siden været pacifist.

Skal de unge på kristen vis vende den anden kind til og ”rejse hjem, hvor de kommer fra” (selv om de er født og opvokset i Danmark)? Jeg tror osse, at jeg ville være noget ilter, hvis jeg som femtegenerationsindvandrer fik at vide, at jeg skulle rejse hjem til der, hvor jeg kommer fra (Tyskland).

Genfærdsminister Karen Jespersen mener, som den "politisk korrekte klichemaskine" hun er, at de unge opfatter sig som ”ofre”, og det samtidig med at selv samme genfærdsminister Karen Jespersen med husbond opfatter sig som ofre for islam. At være pissetrætte af at være socialt udstødte, af betjentes chikane, racistisk nedladenhed, diskrimination, ulige vilkår på arbejds- og uddannelsespladser er ikke det samme for at være ofre. Måske er deres reaktioner udtryk for, at de netop ikke opfatter sig som ofre, men måske snarere som revolutionære oprørere – ligesom genfærdsminister Karen Jespersen selv engang var – og dengang gik genfærdsminister Karen Jespersen jo osse ind for voldelige reaktioner på undertrykkelsen i ”elendighedssamfundet”. Var genfærdsminister Karen Jespersen osse den gang offer for en (elitær) vildfarelse/voldførelse?

Man sætter ølse for og ølse bag - pølsen bevarer dog sin smag!

Er Mikael Jalvig fascist?

Stærk mand
I en debatudsendelse med Kim Andersen (V) på DR1/debat hævder Mikael Jalvig (såkaldt liberal), at muslimer ikke er mennesker. Mikael Jalvig siger i udsendelsen: "det er iøvrigt en synderlig betegnelse - unge mennesker - det er unge muslimer ...". Hvor har vi hørt den slags udtalelser før? Nazisterne betragtede f.eks. ikke jøderne som mennesker. Hvordan kan sådan et anakronisk fortidslevn af en svovlsydende undergangsmørkemand dog være ansat på den gamle tante? Er det en stærk mand Mikael Jalvig ønsker sig, f.eks. en ny Mussolini, der kan sende de unge balladeknægte til Hans Ø i Ishavet? Mikael Jalvig er trods sin unge alder (f. 1968) ikke fulgt med ind i det 21. århundrede, han befinder sig i 1930'ernes racistiske sump. Send Mikael Jalvig til afkøling langt fra Danmark.

Her kan Mikael Jalvig sidde og se om hans ord virker
Hør det selv her: Sejler regeringens retspolitik?

Med skam at melde, så må jeg tilstå, at Venstres lidt småtumpede Kim Andersen i modsætning til Mikael Jalvig faktisk lyder ret fornuftig. Men det skal der måske heller ikke meget til!

Er Søren Pind racist?

Søren Pind (V) udtrykker i dag til Politiken, at han ikke har noget mod at blive kaldt racist, hvis det betyder, at man for at bekæmpe de unge menneskers hærgen i forskellige byer kan møde deres forråede adfærd med en endnu mere forrået indgriben over for de unge, f.eks. gps-armbånd til 12 årige, screening for psykiske lidelser, selektiv straffe for indvandrere - vi mangler så bare en registrerbar chip skudt ind i alle indvandrere, der ikke stemmer på Venstre.

Man kan så spørge om Søren Pind - Venstres svar på Marie-Antoinette - er racist, osse når man husker hans nedsættende udtalelser om grønlænderne for nyligt?

Nej, problemet med Søren Pind er såmen blot, at han er så usandsynlig hoven, at han næppe kan se sine egne skosnuder. Og det kunne man selvfølgelig godt lave en screening for psykiske lidelser på.

The Color Orange

China Orange
The Color Orange
Kan kina forbyde orange?

Støt Jens Galschiøts projekt The Color Orange

Jens Galschiøt udtaler om projektet: ”Der er i virkeligheden slet ikke tale om en kampagne i traditionel forstand. Eventen skal fungere som katalysator for en slags bølge eller følelse der går i selvsving og skyller hen over kloden. Den er langt mere beslægtet med poesi og kunst end egentlig politisk aktivisme. Det er en global historie som fortæller sig selv. Man kan sige at vi indleder en kamp med det totalitære styre om fortolkningen af virkeligheden.

Inden for meteorologien og fysikken opererer man med en ’sommerfugle-effekt’ der siger at verden er så kompleks og sammenhængende, at en sommerfugl der basker med vingerne i Kina vil kunne udløse en storm i Californien. Projektet Farven Orange kunne blive en sådan sommerfugl”, fortæller Jens Galschiøt og fortætter ”Jeg vil udfordre og teste grænserne for de strukturelle og kommunikationsmæssige muligheder som globaliseringen har frembragt.”

Flaget øverst er mit bidrag - Per Holm Knudsen.

Appelsiner = kinesiske æbler

Rejsningsbesvær

VIAGRA VIGGO
I en stor og sikkert meget dyr reklamekampagne kører Pfizer løs med, at "Det er ikke ualmindeligt, at mænd mellem 40 og 70 oplever, at de har svært ved at få rejsning,...".

Kampagnen er billeder af sagligt smilende Viagra Poul eller denne saglige mandsperson som vi kan kalde Viagra Viggo, der mener at "Alle fortjener et godt sexliv".

Er Pfizers påstand forkert? Nej, men den er temmelig mangelfuld. Der burde måske nok snarere stå: ALLE mænd oplever af og til, at de kan have svært ved at få rejsning. Det er helt normalt og kræver ingen behandling, og slet ikke en medicinsk behandling!

Baggrunden for Pfizers kampagne kan helt enkelt beskrives på denne måde: "Alle aktionærer fortjener et stort udbytte."

I grunden handler Pfizers reklamekampagne blot om at få solgt noget mere Viagra, men i samme omgang giver man indtryk af, at helt normalt rejsningsbesvær er et problem, der er behandlingskrævende. Og selvfølgelig helst med Viagra.

Til det kan man sige: Alle fortjener redelig seksualoplysning.

Gazas børn

Gaza's Reality

Gazas børn - filmen taler sit eget tydeligere sprog.

Psykoterapi og kvalitet

Med en forsidebasker skriver Kristeligt Dagblad 1. februar 2008 : "Ringe kontrol med psykoterapeut-uddannelser. På det private marked for psykoterapeut-uddannelser er kontrollen med kvaliteten mangelfuld. Konsekvenserne kan være fatale, advarer eksperter."
Baggrunden for historien er en enkeltstående sag med en kvinde, der er utilfreds med sin uddannelse på et bestemt institut. Hun har klaget til Psykoterapeut Foreningens etiske udvalg, der har afvist hendes klage. Den pågældende kvinde har lagt sagen ud på nettet, og den kan læses her: kvalitetskriterier.dk/
I en følgeartikel til forsidebaskeren siger kvinden, at "egentlig skulle hun slet ikke være optaget på skolen". Nej, selvfølgelig kan man ikke forvente at kunne købe flødechokolade i en boghandel, men måske nok en bog om chokolade. Så er det meste vist sagt om kvindens sag. Hun tilmeldte sig uddannelsen med en forkert dagsorden og den manglende personlige robusthed som en uddannelse kræver.
Kristeligt Dagblad har spurgt 2 såkaldte ”eksperter” nemlig formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Poul Videbech og en ansat ved den private sekt Dialogcentret: Torben Kirkegaard, der begge mener, at der skal mere kontrol til.
Hvis DSB bliver spurgt om hvilket transportfirma, der er bedst: DSB eller Arriva, ja så vil svaret utvivlsomt blive DSB. Man kan derfor heller ikke fortænke formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Poul Videbech i at mene, at psykiatere er bedre og mere professionelle end psykoterapeuter, ellers var der jo næppe grund til, at han er formand for sin forening.
Man kan selvfølgelig altid diskutere, om der skal være mere offentlig kontrol med alt muligt og herunder også psykoterapeutuddannelserne. Psykoterapeut Foreningen har siden starten i 1993 arbejdet for at sikre en god kvalitet i psykoterapi, bl.a. med store krav til psykoterapeuternes egenterapi. Og her kunne man så spørge Poul Videbech, om hvordan det ligger med egenterapi til psykiatere? Mangler egenterapi ikke i væsentligt omfang i uddannelsen til psykiater?
Forenklet sagt kan man sige, at hvor det ikke drejer sig om regulære sindssygdomme, så er hovedparten af klienternes problemer kontaktforstyrrelser, problemer med kontakten til andre og kontakten til sig selv. Mig bekendt lærer hverken psykiatere eller psykologer kontaktfuldhed på det personlige plan på universitetet – men læser måske nok om værdien af kontakt teoretisk. Og et eksamensbevis på god kontaktevne fås ikke på nogen uddannelse.
Hvis der virkelig skulle være en kontrol, der batter, så er det vel kontrollen med de praktiserende psykiatere, psykologer og psykoterapeuter. Det er jo her skaderne kan ske. Man kan også spørge, hvordan det ligger med kontrol af den praksis som psykiatere og psykologer udfører? Når journalisten skriver: "Et eksamensbevis er ikke altid en garanti," så gælder det i sammen udstrækning for psykiatere og psykologer. Et eksamensbevis siger som bekendt intet om menneskelige kvaliteter eller praktiske evner.


I min over 20 år lange praksis som psykoterapeut og sexolog, har jeg mange gange mødt klienter, der klagede over manglende kontakt fra psykiateren (og heller ikke sjældent fra psykologen), der bare sad og lyttede, men aldrig etablerede en personlig kontakt i den halve time (sic!) konsultationen varede. Det kunne jo være en af årsagerne til at mange mennesker opsøger psykoterapeuter, at de i grunden ønsker og har brug for en personlig kontakt fremfor f.eks. medicinering.
En lille anekdote kan måske beskrive det: En mand opsøger en psykiater for at få hjælp til sine problemer. Psykiateren sidder og lytter lidt, og så tænder han en båndoptager og siger, at klienten bare kan fortælle til båndoptageren, så vil psykiateren lytte til det senere. Og psykiateren forlader konsultationen efter at have givet manden en ny tid. Den konsultationsform fortsætter nogle uger, og så en dag, hvor klienten skal sidde og fortælle til båndoptageren, kommer han ind på det værtshus, hvor psykiateren sidder og får sig en øl. ”Øhh, skulle du ikke fortælle mig, hvordan du har det?” spørger psykiateren synligt overrasket. ”Jo men det gør jeg skam også. Jeg har indtalt det på en båndoptager, som fortæller det til din båndoptager! Så kunne vi to måske tage en øl og snakke sammen imens!”
At Torben Kirkegaard fra sekten Dialogcentret beskrives som ekspert vedrørende psykoterapi må vist være lidt af en tilsnigelse. Torben Kirkegaard har skrevet bog ”Når helse bliver frelse”, men det gør ham vel ikke til ekspert, og han er måske langt snarere en konkurrent til psykoterapeuterne, idet sekten Dialogcentret selv tilbyder ”Rådgivning og sjælesorg”. Så han er lige så lidt som Poul Videbech uvildig "ekspert", hvad angår psykoterapiuddannelsernes kvalitet, indhold og faglighed. Hvad angår kontrol af sekten Dialogcentret, vil jeg overlade det til sektens gud.