I en debatudsendelse på DR/P1 Debat: "Hårde Villy" kunne man få et indblik i den islamofobiske og paranoiske stemning, der må herske i hjemmet i Dragør hos mørkemanden Ralf Pittelkow og genfærdsminister Karen Jespersen.
Det er sør'me svært at høre forskel på Ralf Pittelkow og så andre rabiate mørkemænd f.eks. fra Hizb-ut-Tharir (som udsendelsen drejer sig om). Ralf Pittelkow og Hizb-ut-Tharir er lige højreekstremistiske i deres fobier - hvad enten det er demokratifobi eller islamofobi.
Mørkemanden Ralf Pittelkow kommer helt op i det sorte felt, mens han i hysteriform paranoia fråder over, at Villy Søvndal afviser Ralf Pittelkows islamofobiske sludder.
Villy klarede sig sig nu godt over for den frådende tidligere voldsdyrkende, leninistiske Ralf Pittelkow. Ralf Pittelkow kan snildt tage Mikael Jalvig og Søren Espersen i hånden, hvad angår antimuslimske udgydelser.
Hør mørkemanden Ralf Pittelkow her: DR/P1 Debat: "Hårde Villy"
Mørkemanden Ralf Pittelkow kunne nok have godt af at læse tegneren Carsten Graabæks begavede kommentar "Censur og ytringsfriheden" i Politiken (22.02.2008), som jeg derfor af altruistiske, pædogiske og mentalhygiejniske grunde refererer her:
"FOR NOGLE ÅR siden lancerede Lego en række nye figurer i deres Bionicle-program. Inspirationen til figurerne var hentet i traditionelle Maori-myter. Maorierne, New Zealands oprindelige befolkning, følte, at deres urgamle tro blev hånet og truede med at iværksætte en international boykot af Lego, hvis ikke koncernen trak figurerne tilbage. Det gjorde den så. Dengang lød ingen protester over, at et sart oprindeligt folk beskar legetøjgigantens ret til at drive fri næring.
Under en nylig debat om afviste asylansøgere kom en venstremand for skade at beklage sig over, at grønlandske MF’ere »kom ned fra indlandsisen« for at stemme om rent danske forhold. Grønlænderne følte sig krænkede, og venstremanden måtte undskylde sin lidt for friske udtalelse. Der lød ingen protester over at hans ytringsfrihed blev beskåret. Men da den muslimske verden følte sig kollektivt krænket over tolv Muhammedtegninger i vinteren 2006, gik medier, politikere og meningsdannere på barrikaderne i forsvar for ytringsfriheden.
Hvorfor nu denne forskel? Er oprindelige folk truede, og er muslimer truende, fordi der er så mange af sidstnævnte? Kan sårede følelser overhovedet true vores ytringsfrihed? Den er sikret i grundloven, ganske vist med visse begrænsninger, herunder den omdiskuterede, men sjældent anvendte blasfemiparagraf. En blasfemianmeldelse mod de tolv tegnere blev allerede i marts 2006 afvist af Rigsadvokaten, så her er ikke noget at komme efter. Hvorfor skal ytringsfriheden så forsvares så ihærdigt? Hvis en rocker truer et vidne til tavshed, krænker han så vidnets ’ytringsfrihed’? Næh, han føjer blot endnu et kriminelt forhold til sit synderegister.
Hvis der udstedes en dødstrussel mod en Muhammedtegner, må politiet efterforske sagen. Ytringsfriheden har ikke noget at gøre der. Hvorfor bliver den så alligevel indblandet? Det har nok at gøre med Jyllands-Postens oprindelige oplæg til hele affæren: Rygterne om selvcensur, udøvet af folk, som nødigt ville krænke muslimske, religiøse følelser. J-P hægtede projektet op på Kåre Bluitgens Muhammed-børnebog.
Det hed sig, at forfatteren ikke kunne finde en tegner, som under eget navn turde illustrere bogen. Det viste sig at være rent vås, men var altså godt nok som eksempel på selvcensur. Selvcensur er imidlertid ikke det modsatte af ytringsfrihed. Selvcensur forudsætter tværtimod ytringsfrihed. Pålægger man sig selv selvcensur, vælger man at holde sin kæft, når ordet ellers er frit. Det kan man have personlige, strategiske, politiske, religiøse, demagogiske eller økonomiske grunde til. Enhver avisredaktør kender til det; i en tid med sivende oplagstal må han eller hun dagligt pålægge avisen selvcensur ud fra hensyn til læsersmag, gratisaviser, politisk korrekthed og annoncetiltrækningskraft.
Kan det tænkes, at redaktører, politikere og meningsdannere, med hver deres dagsorden, har fundet sammen om at sætte ytringsfriheden på højkant i den ulykkelige Muhammedsag? Ytringsfriheden er juvelen blandt grundlovens mange fortrinlige rettigheder. Når den samlede muslimske verden retter sin vrede mod lille Danmark, forsvarer vi os med det pæneste, vi kan finde: ytringsfriheden.
PYT MED AT hele Muhammedaffæren startede med et fupnummer, og pyt med at ytringsfriheden slet ikke hører hjemme her. Vi fremviser den kønneste pige i klassen i håb om at score en høj karakter. Det oprindelige Muhammedprojekt drejede sig om noget ganske andet. Det skulle afprøves, om muslimer kan tåle »hån, spot og latterliggørelse«. Disse elementer er hjørnestenen i det danske lune, for kan du tåle mosten, er du én af vore egne.
Alle kender til den gemytlige mobning som finder sted på vores arbejdspladser, og som tjener til at bekræfte fællesskabet hos dem, der altså kan tåle mosten. Fair nok.
De tolv tegnere løste opgaven på hver sin måde: Nogle ironiserede over islam, andre over selvmordsbombere, én over Jyllands-Posten, én over Kåre Bluitgen, én heroiserede profeten. Men ups. Rettroende muslimer viste sig at tage religiøse tabuer anderledes alvorligt, end vi bekvemmelighedskristne gør, og de kunne altså ikke tåle mosten. Det er vel også fair nok. Vi kunne have sagt okay, okay, okay, okay, nu ved vi det.
Dansk satire klarer sig sikkert lige så godt som hidtil uden at portrættere profeten. Vi lægger ham ind i mappen med alle de øvrige politiske korrektheder, som der ugentligt kommer et par nye af, uden at vi knyr (jvf. maorierne og indlandsisen). Her kunne affæren være sluttet i al mindelighed og upåagtethed, hvis ikke medierne partout skulle ophøje tegningerne til en principsag om »ytringsfrihed«.
Irans præsident Ahmadinejad vejrede morgenluft og udskrev en tegnekonkurrence om holocaust og udfordrede Jyllands-Posten til at offentliggøre bidragene, når avisen nu brystede sig af sin ytringsfrihed. Efter nogen fumlen valgte J-P at afslå. Klogt nok ud fra et redaktionelt synspunkt, for hvad kunne man dog ikke risikere at skulle publicere af grov antisemitisme, men Ahmadinejad ramte plet: Hertil og ikke længere gik altså J-Ps »ytringsfrihed«.
Holocaust er af indlysende grunde en ukrænkelig helligdom i europæisk bevidsthed, og vi tåler ikke at den hånes, lige som rettroende muslimer ikke tåler, at profeten hånes.
Hvis blot Ahmadinejad havde været et sympatisk menneske, havde vi måske funderet over hans præcise tackling. Men vi fortsatte tappert kampen mod den selvcensur, han netop havde påvist, at vi selv udøvede, og vi kaldte den (og kalder den gudhjælpemig stadig) »kampen for ytringsfrihed«.
Medier, politikere og meningsdannere spiller hasard med de tolv tegneres liv. Så længe man fortsat himler op om »ytringsfrihed«, skubber man de tolv frem i forreste skudlinje. Ytringsfrihed blev af tre enfoldige islamister opfattet som synonymt med forhånelse af profeten, og for at komme ytringsfriheden til livs planlagde de mord på Kurt Westergaard."
Har du lyst til at sætte dig yderligere ind i mørkemanden Ralf Pittelkows og genfærdsminister Karen Jespersens paranoiske og islamofobiske univers kan denne artikel anbefales: Rune Engelbreth Larsen: Blacklisted af Ralf Pittelkow & Karen Jespersen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar