8. marts 2010

Min egen rødstrømpe-abc


Maria Marcus: Min egen rødstrømpe-abc, Politikens Forlag 2010

Fra aktioner til lokumsgraffiti og sexobjekt
– en personlig opslagsbog om en turbulent tid

Hvad stod rødstrømperne egentlig for? Var de bare en flok sure madammer, der gik med lilla ble, brændte bh´er, hadede mænd og brokkede sig ved enhver given lejlighed? Eller havde de faktisk noget vigtigt på hjerte?

Min egen rødstrømpe-abc er en varm og åbenhjertig opslagsbog om rødstrømperne og den ny kvindebevægelse i 1970’erne. Gennem erindringer og facts tager forfatteren, Maria Marcus, os med på en alfabetisk tur gennem aktioner, bløde mænd, kønskvotering, lebbe, selvcensur, smilestrejke og meget andet, der tilsammen tegner et nuanceret billede af en tid med store forandringer.

Maria Marcus var i 1960´erne og 70´erne programmedarbejder i DR´s TV-Kulturafdeling, hvor hun lavede programmer om den ny kvindebevægelse. Desuden skrev hun kvindebøger, deltog i debatten og var med til at lave den første danske kvindeplade Kvinder i Danmark.